mandag den 4. oktober 2010

Læg en kærlighedsplan

Bliv lige så målrettet i kærlighedslivet som i karrieren er udgangspunktet for et nyt kursus.

Du har styr på arbejdet eller uddannelsen, dyrker spændende fritidsinteresser og har et godt socialt netværk. Der er bare én ting, der ikke helt fungerer: Kærligheden! Skriver magasinet dating i den seneste udgave.

Hvis du er romantiker, venter du måske tålmodigt på, at lynet slår ned, men lægger så ikke mærke til, hvis du er på vej ud i farligt territorium.

Nu går Martin Østergaard, psykoterapeut med speciale i par– og familieterapi, og Flora Eriksen, coach og organisationskonsulent, sammen om et kursus for singler. Her diskuteres de uudtalte og nogle gange humoristiske, men fatale forskelle mellem kønnene, der skaber misforståelser. Gennem målrettede hjemmeopgaver, visualiseringer, meditationer og en personlig logbog skal deltagerne også gøre sig klart, hvilke kvaliteter de gerne vil have. Og hvad der forhindrer dem i at møde denne type partner.

Vær kritisk

De færreste singler ville sige nej til den store forelskelse og drømmepartneren. Men skal man ligefrem tage et kursus for at opnå det Det mener coach Flora Eriksen. Hun var selv alenemor i otte år. Samtidig havde hun karrieremæssigt mange bolde i luften.

– Det var vildt hårdt. Og jeg mødte også de forkerte mænd, der ikke kunne rumme et barn, indtil en coach hjalp mig til at arbejde bevidst med mit kærlighedsliv.

Processen med selvransagelse i alle aspekter af livet endte med, at hun både lærte at håndtere stress og mødte en "fantastisk dejlig mand", som hun er gift med i dag og har barn, bondegård og bonusbarn med.

– Vores generation går meget op i selvudvikling, har fede fritidsinteresser og er jobmæssigt omstillingsparate, men vi glemmer at sætte fokus på det gode parforhold. Hvorfor er vi ikke ligeså kritiske og målrettede med vores partnere, som med vores arbejde , spørger hun.

Her går man langt oftere på kompromis. Kurset skal hjælpe folk til værdiafklaring.

Intet galt med singler

Martin Østergaard vil gerne være med til at give singler et velfortjent og kærligt skub. For det handler ikke kun om at stille krav til partneren, men også at kigge lidt dybere på sig selv.

– Mange singler, der er drønintelligente mennesker og hamrende dygtige og succesrige på deres job, har spørgsmål omkring, hvorfor det ikke lykkes dem at få en fast partner eller et længerevarende forhold til de partnere, de får. Og hvordan det kan være, at selv de langvarige forhold, de har, ender med at tone ud i ingenting og afstand, siger han.

– Mange bebrejder og er for hårde ved sig selv. De føler sig ikke gode nok. Men der er ikke noget galt med dem og deres kvaliteter som menneske. Ligesom os andre gør de måske nogle ting i sociale sammenhænge, som kan betegnes som nogle små fejl, der skubber andre mennesker lidt væk frem for at få dem tættere på.

Martin Østergaard ser det som en fordel, hvis man kan få andre mennesker, der ikke er ens venner, til at komme med nogle rimelige bud på, hvad der kan være årsagerne.

Tænk over kærligheden

Kurset giver ingen kærestegarantier, men handler om at finde ro og balance og at lære at lytte til sig selv. Deltagerne skulle gerne opnå et mere klart billede af, hvad de skal satse på ved hjælp af en kærlighedsplan.

Selvom kurset handler om, at finde en dejlig partner, så understreger psykoterapeut Martin Østergaard, at der intet er galt ved at være single. Ydermere er det modent at beslutte sig for at blive mere bevidst.

– Vi gerne vil slå et alvorligt slag for, at det sgu er okay at være single og at gøre sig tanker om, hvordan man finder den rette uden at behøve at føle sig underlig og mystisk og handicappet eller finde sig i at blive spurgt: "Nå, hvad er der så galt med dig". Måske synes andre, at det er sjovt at spørge sådan, men dybest set er det jo nogle af de modigste og stærkeste mennesker, der tør være alene og single frem for at leve i et forhold, hvor det mest trygge er visheden om, at kærligheden mere eller mindre er gået død.

Om magasinet dating

Magasinet Dating skriver til både mænd & kvinder om singlekulturen i Danmark, det at være single og til dem som ønsker sig en kæreste.

Magasinet er et seriøst kvalitetsblad på højt niveau med artikler om mennesker og vores livscyklus. Vi bestræber os på at give indsigt i livet på godt og ondt:

Hvorfor går vi fra hinanden
Hvorfor bor 40 % af den voksne befolkning alene
Hvorfor er København den storby i verden med flest singler etc.

Endvidere belyser vi succeshistorier og portrættere de personer som det er lykkedes for, at finde den eneste ene.


Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar