torsdag den 4. november 2010

Din stemme kan hjælpe dig til balance, nærvær og ny energi

Langt de fleste steder i Danmark på såvel skoler, institutioner som i erhvervslivet, har morgensangen trukket det korte strå og er blevet fjernet fra dagsordenen. Der er hverken tid eller ressourcer til at synge! Spørgsmålet er: Er det en klog disposition at fjerne sangen fra den daglige agenda
Forskning har vist at sang og musik frigiver endorfiner (kilde Mozart Effekten af Don Campbell) og endorfiner er et stof, der får os til at føle glæde, mindsker smerte og angst. Samtidig aktiverer sang en korrekt dyb vejrtrækning som skaber forbindelse til kroppen.

Det er alment kendt, at en dyb vejrtrækning ikke blot giver ilt til cellerne i kroppen, men rent faktisk også kan reducere stress niveauet i kroppen. Den velkendte fællessang der førhen gjaldede ud over arbejdspladser, institutioner og skoler hjalp den enkelte til at opnå balance og forbindelse til kroppen via vejrtrækningen. Men derudover stimulerer fællessang også en fællesskabsfølelse. Det skaber en fælles glæde og et fælles fodslaw at starte dagen med sang - Sammen skal vi nok klare det !

Min overbevisning er at fællessang samtidig fører til bedre kommunikation. I mit arbejde som sanger og musikalsk inspirator ser jeg gang på gang den indvirkning stemmen og sangen har både for personlig udvikling, men også i forhold til fællesskabet! Sang skaber nærvær og gør, at vi lytter bedre til os selv og andre. Den norske læge og forsker Audun Myskja skriver i sin bog, Musik som Medicin, sang får mennesker til at forsøge at blive den bedste udgave af den person de er ! Derfor er det naturligt at mennesker efter at have sunget sammen udviser større tolerance overfor andre!

Er det en klog disposition at fjerne sangen fra den daglige agenda Karen Blixen skrev på et tidspunkt noget lig: Hvordan fjerner du det overflødige af det nødvendige Svaret set ud fra mit perspektiv er: Det gør du ikke ! Stemmen og sangen er ikke overflødig, men aldeles nødvendig! Du kan evt. selv prøve det af med denne lille øvelse!

Øvelse: Mens du står under bruseren om morgenen, så brug et par minutter på at trække vejret dybt ned i lungerne. Når du trækker vejret ind, udvides maven som en ballon, og når du langsomt puster vejret ud aktiverer du dine mavemuskler og mærker, hvordan maven langsomt går på plads. Tjek at dine skuldre bliver på plads og langsomt sænker sig dybere ned. Efter nogle dybe vejrtrækninger er du klar til at synge i badet . Vælg en sang der gør dig glad.

Sørg for at synge fraserne helt ud, så du udnytter dine lungers kapacitet. Fokusér samtidig på netop denne dag, og forestil dig at den bliver dejlig og medbringer noget godt for dig og de mennesker du omgiver dig med. Efter sæbe og sang er du klar til at træde ud af badet og påbegynde din dag. Læg mærke til hvordan sangen og stemmen hjælper dig til at finde balance i din krop, nærvær i det der sker lige nu og læg så mærke til, om din livskvalitet i løbet af dagen forbedres. Men husk Rom blev ikke bygget på en dag så indarbejd denne lille øvelse som en del af dit faste morgenritual! Det er Din Stemme Din Styrke!

Læs mere her

tags: Danmark, erhvervslivet, stress, Rom, energi, Forskning, livskvalitet, kommunikation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar